Anerkendelse til Gardehusarregimentet for godt horsemanship
25-09-03: Hestens Værn tildeler sin største anerkendelse til Gardehusarregimentet for godt horsemanship og til GH Højby for en bemærkelsesværdig indsats |
Gardehusarernes heste er nylig flyttet til nye omgivelser på Antvorskov Kaserne ved Slagelse, hvor der i forbindelse med indretning af et helt nyt staldanlæg er taget størst mulige hensyn til hestenes velfærd.
Der er tale om virkelig gode forhold for hestene, og derfor har foreningen Hestens Værn besluttet at tildele regimentet sin største anerkendelse for godt horsemanship. Det sker ved overrækkelse af foreningens hædersdiplom.
Det nyopførte anlæg skaber enestående fysiske rammer for regimentets heste med store, lyse velindrettede bokse. Hestene er også sikret optimalt indeklima i både stald og ridehus. Endvidere lægger Hestens Værn vægt på, at samtlige heste har adgang til store, velindhegnede folde.
Overkonstabel Allan Sonne, GH Højby efter sin hjemby, har ydet en bemærkelsesværdig indsats i forbindelse med det nye staldanlægs indretning. GH Højby modtager Hestens Værns anerkendelse for sit arbejde med at skabe de bedste forhold for regimentets heste i tjeneste og i fritid.
Hestens Værn gratulerer Gardehusarregimentet med det forskriftsmæssige og velindrettede staldanlæg
Hædersdiplomerne overrækkes af medlemmer af Hestens Værns bestyrelse, smedemester Asger Schou Sørensen og staldmester, major Thorkild U. Jansen, lørdag den 27. september. Det sker i forbindelse med Gardehusarregimentets åbent hus arrangement kl. 10 - 12 på Antvorskov Kaserne, Slagelse.
Flere oplysninger: Smedemester Asger Schou Sørensen, kgl. hofleverandør, medlem af Hestens Værns bestyrelse, tlf. 5581 0041, schous@beslagsmedie.dk
Kilde: Ghita Zangger Madsen .
|